”For erfaring har forsikret os om, at der hos mennesker, såvel som hos heste og hunde, er visse tegn, der afslører deres evner. Den unge soldat bør derfor have livlige øjne, bære sit hoved rankt, hans bryst bør være bredt, hans skuldre muskuløse og kraftige, fingrene lange, armene stærke, taljen lille, let i formen, hans ben og fødder bør være spinkle snarere end kødfulde.” - Vegetius

Mange nye soldater kommer fra Roms provinser, og her er det vigtigt at være opmærksom på forskellene mellem mændenes folkeslag. Nogle folkeslag er kendte for deres mod og evner i krig. Vigtigst af alt er dog, om rekrutterne er vokset op i en by, eller om de er fra landet. Mænd fra landet kender skiftende årstiders barske vejr, er vant til hårdt arbejde og kan bruge forskelligt værktøj. Romerne er især opmærksomme på at placere rekrutter fra byen langt fra deres hjemstavn, så de glemmer den luksus, de levede under dér.

Koordinering er rygraden i romernes måde at føre krig på, så en god soldat må kunne marchere og bevæge sig med hæren, som var de én enhed. Den hyppigste øvelse, rekrutterne må træne, er opstilling i forskellige kampformationer under fiktive kampe. Hurtige skift mellem formationerne skal øves, imens soldaterne altid holder den rigtige afstand til hinanden. Disciplin i rækkerne og mestring af skiftende formationer vil sikre høj mobilitet i regimenterne, hvilket kan vise sig at være afgørende i kampens hede.

Kaosset under en kamp er enormt, når tusindvis af menneskers skrig og hyl er overalt omkring én, imens pile og sten regner ned over skjoldene. Støv bliver hvirvlet op i luften af de mange stampende fødder. Rekrutterne må intensivt træne at holde deres geled, så de kan bevare formationen, selv når slaget spidser til. Bange og udisciplinerede soldater stiller sig tæt ved siden af hinanden og langt fra manden foran dem. Veltrænede soldater med en høj moral vil danne en hærformation, hvor mændene ikke står for tæt sammen, og hvor der ikke er for langt til soldaten foran. For at soldaterne frit kan bruge deres våben og bevæge sig, må de ikke være presset op ad hinanden.

“I krig er disciplin styrken overlegen; men hvis disciplinen forsømmes, er der ikke længere nogen forskel mellem soldaten og bonden.” – Vegetius Træsværd

Rekrutterne må trænes hårdt morgen og aften i øvelser med træsværd og -spyd. De trævåben, der bliver brugt til øvelserne, er tungere end de ægte, der bruges i kamp, så mændene har ekstra meget styrke, når de rigtige slag skal udkæmpes. Sværdet og kastespyddet, kaldet en pilum, er legionærens primære våben, men et ofte overset våben er stenslyngen, som enhver soldat må mestre og altid have på sig. En sten slynget i høj fart kan brække knogler igennem en brynje, skyde øjne ud eller helt dræbe fjenden, der bliver ramt.

Romernes foretrukne våben er det korte sværd kaldet en gladius. Selvom en gladius har to skarpe sider, skal rekrutterne lære primært at stikke med sværdet. Kun meget hårde eller velplacerede slag med sværdets skarpe side vil være dødelige imod en fjende i rustning. At stikke med sværdet gør det lettere for legionæren at ramme dér, hvor rustningen ikke dækker, og selv et mindre stik mod kroppen kan vise sig at være fatalt.

”Han [hærføren] må have karakter af at være ubønhørlig over for lovovertrædere og bestræbe sig på at give offentlige eksempler herpå på forskellige steder og ved forskellige lejligheder.” – Vegetius

Den gode hærfører ved, hvornår man skal belønne, og hvornår han skal straffe sine mænd. Belønninger hæver soldaternes moral, når kampen skal kæmpes, men i fredstider bliver mændene disciplineret med straf. Det er op til hærførerens evner at sørge for, at lydigheden blandt soldaterne opstår ud af gode vaner og disciplin. Hvis ikke det er tilfældet, vil hærføreren ikke tøve med at straffe sine mænd.

Belønninger af soldaters mod i kamp eller gode udførelse af pligter kan resultere i offentlig ros, plyndingsgods og lønforhøjelser. Desto mere mod soldaten viser ved at ofre sig for sine kammerater og legionen, desto større er belønningen.

I tilfælde af ulydighed skal straffen falde omgående. Mindre forseelser kan straffes med rationer af byg frem for hvede. Udebliver soldaten fra en vagtpost og bringer sine kammerater i fare, er straffen offentlig stening. Soldaterne må vide, at straffen for at svigte legionen er værre end at dø på slagmarken.