I 1920’ernes Ny Guinea er man af den overbevisning, at mennesket grundlæggende er fredeligt. Aggressiv adfærd må opdyrkes og fremelskes i krigeren fra barnsben. I Sepikområdet kæmper krigerne ikke om politik eller retten til land, men om symbolsk magt.
I landsbyerne langs Sepikfloden i Ny Guinea finder vi de rituelle Sepikkrigere tilbage i 1920’erne.
Google Earth
Laila Rehmeier Laulund Moesgaard
Det er ikke ualmindeligt, at krigeren op til kampen 'overtages' af en ånd, der skal give ham kraft, mod og beskyttelse. Dette smykke er en maske, som giver ansigt til én af disse ånder.
Dolken bruges til nærkampe med fjenden.
Dolken, der ofte er lavet af lårbenet fra en kasuarfugl, benyttes også til selve drabet og til at adskille kroppen fra hovedet, der tages med som trofæ.
Den omfattende udsmykning af skjoldet er nogle gange henvisninger til krigerens forfædre, der giver udstyret en kraft i sig selv.
”Paryk” lavet af fjer, der – sammen med en maske og sort ansigtsmaling – skjuler krigerens ansigt i kamp. Hovedbeklædningen bæres kun af mænd, der har dræbt.
Laila Rehmeier Laulund Moesgaard
Trommen bruges ceremonielt inden og efter kamphandlinger for at involvere stærke forfædres ånder i kampen. Grebet på trommen er udformet som en krokodille, der er associeret med styrke og list.
Sepikkrigernes krigskanoer er udstyret med et intimiderende skjold i krokodillehovedstævnen. Skjoldet giver både fysisk og åndelig beskyttelse og bringer forfædrenes ånder med ind i slaget.
Inden krigshandlinger gennemgår Sepikkrigeren en række ritualer. Formålet med de rituelle handlinger er ikke at dehumanisere fjenden - en praksis, som vi kender fra andre kulturer.
Laila Rehmeier Laulund Moesgaard